Graffiti / Tags

Graffiti / Tags
Graffiti eller tags er en form for hærværk. Det er tekst eller billeder, som bliver malet på fx husmure, toiletter og tog.
Graffiti kan både være lovligt og ulovligt. Har man fået en tilladelse til at male et sted, er det lovligt, men hvis man laver graffiti eller tags på andres ejendom uden tilladelse fra ejerne, så er det ulovlig. Det er også ulovligt at lave graffiti og tags på offentlige steder, hvis man ikke har fået tilladelse fra kommunen eller staten. Graffiti og tags males tit på tog eller på mure, som kan ses af mange mennesker.

 

Problemer med graffiti
• Når man laver ulovlig graffiti eller tags, ødelægger man andres ejendom. Graffiti og tags er en form for hærværk.
• Mange danskere føler sig utrygge på steder, hvor der er meget graffiti eller tags. Det handler ikke om, at folk er bange for dem, der maler graffiti. Men mange tænker, at hvis der kan males graffiti og tags i en bydel, kan der også begås andre forbrydelser.
• Et andet problem med graffitien og tags er, at det koster samfundet rigtig mange penge at fjerne graffitien og tags hvert eneste år. Fx bruger DSB 25 millioner om året på at fjerne graffiti og tags fra togene.

Graffitimaleren

Det er mest unge, som maler graffiti og tags. Nogle laver graffiti eller tags, fordi de synes, det er spændende at gøre noget ulovligt. Andre maler graffiti, fordi de kan lide at udtrykke sig kreativt. Mange graffitimalere føler sig som en del af en subkultur, der er anderledes end kulturen i det almindelige samfund. Når de maler graffiti, er det tit også for at gøre indtryk på de andre, der er en del af graffitimiljøet.

Udover at man kan blive straffet for at lave ulovlig graffiti og tags, så kan man også risikere at komme slemt til skade. Det kan være farligt at male graffiti ved fx motorvejsbroer eller på mure, hvor man skal stå på jernbaneskinnerne.

 

Læs mere om graffiti og tags på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside: dkr.dk